Den Nye Verdensreligion i vandbærerens tidsalder
Tro og videnskab, spændinger og konflikter mellem det gamle og det nye verdensparadigme
Vi vil i dette foredrag udforske spændingerne mellem det gamle og det nye verdensparadigme og hvordan denne konflikt vil transformere vores samfund over de næste 100 år i takt med at bevidstheden transformeres, mennesker vågner op og lysarbejdere inkarneres på jorden.
Kom med på en rejse ind i den ny tids bevidsthed hvor alternativ og konventionel medicin vil skabe en ny syntese med anerkendelsen af at tro, bevidsthed, lyd, frekvens, hellig medicin og naturmedicin kan heale og helbrede.
Hvor naturvidenskaben anerkender sjælens eksistens, hvilket allerede er veldokumenteret gennem forskning af børn der husker tidligere liv, nærdødsoplevelser og ESP-Eksperimenter.
Et af de vigtigste tegn på, at vi er på vej ind i den nye tidsalder er, at mennesker over hele kloden er begyndt at udvikle global og kosmisk bevidsthed og vi forstår at den klassiske historie om vores oprindelse skal revideres i lyset af opdagelsen af pyramider i atlanterhavet og 30.000 år gamle pyramider i Bosnien.
Mennesker udvikler efterhånden kosmisk forståelse i erkendelsen af, at UFO’er og ikke-jordiske væsner ikke bare er noget vi skal grine af, men er reelle, virkelige fænomener der fortæller os noget om vores galaktiske fællesskab og fri energi der kan transformere vores verden for altid.
Og sidst men ikke mindst vil den ny tid transformere alle dogmatiske religioner indefra, når flere og flere mennesker indser, at den åndelige verden er en reel dimension og at formålet med religion er at forbinde os til vores åndelige og guddommelige kilde. At religioner ikke behøver at bekæmpe hinanden, da alle religioner er veje der fører tilbage til vores fælles guddommelige ophav.
Ærlighedens Vej - Gennem løgnens skygger
Med udgangspunkt i min nye bog: ”Ærlighedens Vej – gennem Løgnens Skygger”, vil vi gå til bunds i at forstå sammenhængen mellem løgn og ærlighed.
Første del af foredraget handler om løgnen i et evolutionshistorisk lys. Her går jeg i dybden med at fremlægge sjove beviser for hvordan løgnen er indlejret i vores DNA som en af de vigtigste overlevelsesmekanismer i vores evolutionshistorie. Blandt andet ser vi på hvordan både planter og dyr overlever ved at bedrage hinanden og hvordan mange dyr evner at sende falske signaler til hinanden for at give dem selv eller deres flok en fordel.
Anden del af foredraget handler om løgnens psykologi. Vi vil lære at forstå hvordan vi som mennesker, på mange måder ligesom dyrene, bruger løgnen som en væsentlig del af det at overleve og klare os i omgangen med andre mennesker og i sociale kontekster. Hvordan vi konstant pynter på vores bedrifter, fortier ting fra fortiden vi ikke er stolte af og manipulere med vores ord for at få det vi ønsker. Dette starter fra børn er helt ned til 3-4 års alderen, som de fleste forældre nok vil have opdaget. Her har jeg udviklet en psykologisk model for forskellige typer af løgne som jeg kalder røde, grønne, sorte og grå løgne og så er der de klassiske hvide og blå løgne som ligeledes indgår i modellen.
Tredje del handler om selvudvikling gennem ærlighed. Hvordan vi kan arbejde os henimod et mere ærligt og autentisk liv hvor vi ikke længere forsøger at skjule, gemme eller fortie vores fortid og hvor vi tør stå ved dem vi er helt og fuldt. Løgn og bedrag primært styret af frygt for reaktionerne fra vores omgivelser. Når vi får skabt sociale rammer der er trygge og hvor vi ikke skal frygte for at blive gjort forkerte, udstødte, udskammede, latterliggjort eller kriminaliseret, så vil forudsætningerne for at være ærlige og åbne blive skabt. Forudsætningerne for ærlighed kan vi alle være med til at skabe i parforholdet, i familien, på arbejdspladsen og i alle grupper og fællesskaber vi indgår i. Tredje del handler om hvordan vi i fremtiden kan skabe fællesskaber hvor løgnen ikke behøver at fylde og hvordan vi kan udvikle os selv ved at stå ved os selv ærligt, åbent og transparant.
Esoterisk Astro-Terapi – Verdens første videnskab: En vej ind i dig selv og ud i kosmos
Hvad er astro-terapi?
Astrologi som verdens første videnskab. I første del vil vi først kigge på de historiske forudsætninger for astrologien. Vi vil kigge tilbage på de gamle kaldærer, egyptere og grækere og hvordan denne ældgamle videnskab har formet menneskeheden gennem tusindvis af år.
Når astrologi og astronomi igen smelter sammen. I anden del af foredraget vil vi forstå hvordan astrologien kan danne basis for en ny kosmologi og en ny videnskab når vi forstår hvordan universet består af lys, lyd og frekvens. Og at alle kosmiske legemer såsom planeter, stjerner, solsystemer og galakser er intelligente og bevidste kosmiske væsner som kommunikerer med hinanden gennem energi, lys og lyd og overfører energi mellem hinanden ligesom det neurale netværk i en menneskekrop.
Astrologi og psykologi. Og i sidste del af foredraget vil vi se på hvordan disse gigantiske kosmiske væsner i vores galakse og i vores solsystem kommunikerer med os som små individer, påvirker vores psyke, indvirker på vores dagligdag og skaber vores karmiske DNA. Vi vil se på hvordan de forskellige planeter og stjernetegn skaber og former menneskehedens psykologiske udvikling gennem millioner af år og hvordan de påvirker os hver eneste dag og kan skabe et fundament for den ny tids psykologi.
TABU-KASSEN: Sex, skam og personlig udvikling.
I dette foredrag vil vi undersøge sexualiteten både i historisk og moderne tid. Sex er ikke længere bare sex, men er blevet en fordring, noget vi skal mestre, det er livskvalitet, et nødvendigt krydderi på tilværelsen.
Tabuisering, kontrol og undertrykkelse af sexualiteten. I gennem historien har religioner og kulturer forsøgt at kontrollere sexualiteten med love, regler og normer – men sexualiteten er vores natur og adlyder ikke blindt love og regler. Vi vil se på hvordan og hvorfor kulturer og religioner verden over har forsøgt at undertrykke og tabuisere sexualiteten. Og hvordan det har frembragt traumer, skyld og skam komplekser både kollektivt og individuelt.
Sex som en kunstart. Men heldigvis har kulturer også forsøgt at beskrive sexualitetens smukke og yndefulde sider og hvordan vi kan arbejde med og udvikle os igennem sexualiteten. I Indien gennem Kama Sutra og Tantra traditionen, i Kina gennem Sexualitetens Tao og i Islam gennem Den duftende Have. Og i Grækenland gennem frigørelsen af kroppen og sexualiteten.
Porno eller undertrykkelse. Sex kan både undertrykkes til ekstremerne som det er sket i kristendommen og det kan frigøres til ekstremer som det sker i porno-industrien hvor enhver tænkelig sexuel aktivitet udleves for åben skærm til verdens befolkning gennem billeder, videoer og internettet. Hvad sker der når vi går til ekstremer og findes der en gylden middelvej. Hvordan kan vi finde vores egen vej gennem sexualitetens uendelige muligheder?
Min personlige rejse gennem sexualiteten. Sexualiteten er en energi som er utrolig svær at mestre fordi den er den mest kraftfulde energi i universet, det er selve skabelsens energi som er så meget større end os selv. Jeg vil dele min egen personlige historie og vej med at håndtere min egen sexualitet, arbejde mig gennem skyld og skam og sexuelle kompleker. Hvordan vi kan arbejde med sexualiteten som en del af den personlige udvikling og blive venner med vores sexualitet og vores krop.